Tekst: Mette Frobenius

Ok, jeg indrømmer. Denne klumme ikke baseret på erfaringer, for jeg har ikke selv prøvet netdating. Dels fordi nettet ikke var opfundet sidst jeg var single for over 10 år siden. Og dels fordi jeg ikke tør. Tanken om at skulle møde en blind-date er så angstprovokerende for mig, at jeg hellere ville gå nøgen rundt i Føtex. 

Og der findes jo nok at vælge imellem. Dating.dk er så vidt jeg ved den største. Og mest almindelige. Scor.dk lyder mere ungt, fordi navnet ligesom også antyder, at det ikke helt er nok med en dobbelt espresso. Farmerdating.dk kom for alvor på alles læber, da Prins Joachim blev skilt.

Men der er også en del sider, jeg ikke forstår. Datingsider kun for studerende for eksempel. Dum ide, for så er begge helt på røven hele tiden. Hvis du har en længere uddannelse foran dig, vær kvik: Find en sponsor.

(more…)

Tekst: Mette Frobenius

Jeg har tidligere beklaget mig over, hvor hjælpeløs man pludselig bliver, når ens internetforbindelse går ned. For hov - der forsvandt livlinen til ens eksistens jo. Men der er altså andre maskiner, der er langt vigtigere for vores daglige velbefindende. Tro mig - jeg har lige været uden både opvaskemaskine og telefon

Opvaskemaskinen røg først. En lille rund plastik-dims holder den øverste spulearm fast, og helt uden varsler knækkede den af. Jeg havde aldrig troet at 25 gram formstøbt plast kunne ændre hele min hverdag. Men det kan det. For i en familie bestående af mad-klavere på stribe, bliver der godt nok brugt noget service hver dag. Personligt havde jeg næsten glemt hvordan man vasker op, men det kommer hurtigt igen. Og det er stadig er drøn hamrende kedeligt. Jeg har næsten fået svømmehud mellem fingrene. Men vupti husker man at drikke vand af det samme glas hele formiddagen!!

Ugen efter skulle jeg skifte tele-udbyder. Fra Telia til Sonofon. Og det gør man bare ikke ustraffet. På en skiferie i Norge ventede jeg forgæves efter fødselsdagsopkald, men havde kun en tavs mobil. Indtil jeg fandt ud af, at det da ikke var nok blot at skifte sim-kort. Så jeg måtte i gang med  fejlmeldinger, operatørlåskoder og IMEI nummer. Alt imens sneen lå frisk og fristende udenfor og strålede om kap med solen. Heldigvis var turistkontoret så venlige, at jeg måtte låne deres (fastnet) telefon, i min kamp mod telegiganterne. Og tak for det. Med de højfjeldspriser har jeg nok ringet for omkring en tusse…. Og sneen lå der stadig da jeg var færdig.

Hvorfor kan de fikse hjerner bag Facebook, Google og Skype i øvrigt ikke finde et program, der automatisk gør, at vi opkobler med det teleselskab der er billigst. Og at vi kan skifte udbyder flydende. Uden bindingsperioder. Det ville da give flow på telemarkedet, hva?

Anyway, der var happy ending, og jeg fik hul igennem. Og masser af søde sms´er. For ens liv fungerer jo først rigtigt, når den lille fede i lommen gør, at man er tilgængelig 24/7. Nu mangler jeg bare min dims til opvaskemaskinen. Men takket være hårdt arbejdet og flinke nordmænd, kan jeg da heldigvis bare ringe og rykke for den.
 

Af Mette Frobenius

Der findes et sted på nettet, der opfylder hele tre ting på en gang; Ens nysgerrighed kan blive styret, man kan fordrive timer med absolut ingenting, og endelig er det helt legalt at være den sureste krampe dagligt. Stedet er Facebook, og det er helt gratis…

Forhistorien er noget med at en ensom studerende manglede et sted at komme i kontakt med    tidligere klassekammerater. I dag er han så rig, at han kan købe Dubai.

For Facebook er eksploderet, og antallet af brugere stiger med 4 milliarder …. i timen? Problemet er bare, at der ikke er begrænsninger på, hvad folk kan skrive, og derfor ligger ualmindeligt mange ualmindeligt kedelige og ligegyldige oplysninger på hjemmesiden.
Ideen er, at man bundter sig med sine “venner” - og når man logger på Facebook, kan man se hvad disse venner laver lige nu. Hvis de altså har skrevet noget. Det resulterer i at folk, man ellers opfattede som relativt lange i yoyo-snoren, beriger deres cybervenner med oplysninger som: “Jeg ser TV”. Hold da fest det er mageløst. Mere fantastisk liv skal vi da lede længe efter. En anden forkyndte: ”Jeg er kommet hjem nu”, Juhuu - hvorfor kun fortælle det her. Nyheder af den kaliber burde da sendes til Ritzau, og det kan kun gå for langsomt. Og endelige en “Jeg er glad” besked. Min tanke er: “Ja, og en anelse overmedicineret… “
 
Men til gengæld er Facebook også et sted, hvor jeg kan være “Tante skrap“.  Først var det min 16 årige kusines feriebilleder. jeg gik i krig med. Bevares, hun ser blændende godt ud med veninderne på ferie i Italien. Men på nogle af dem er de så nedringede, at jeg får helt lyst til mælk… Og billeder kan jo bruges i andre sammenhænge, så jeg mailede hende og spurgte, om hun var klar til at vise sin kavalergang på russiske Lolita-hjemmesider. Nu er de billeder væk. Et andet træk er, at når jeg får “Skal vi være venner- forespørgsel” fra folk jeg ikke kender, så siger jeg nej. Af princip. Bare sådan. For hvorfor skal de have adgang til min profil?

Og endelig er jeg kold og afvisende når velmenende venner sender mig alle de der små ekstra goodies - øl, god karma, kys eller sågar nominerer mig til at være sjoveste, de kender. For det kræver, at jeg bruger ekstra tid på min profil, og det gider jeg ikke. Så hellere bare være tvær og mavesur. Adressen er www.Facebook.com. Prøv det hvis I tør.

Af Mette Frobenius

Tak for nettet. Det er fint, at vi har muligheden for at leve - og handle - i cyberspace parallelt med den   virkelige verden. Men bare fordi vi KAN lave private hjemmesider og netbutikker, så betyder det så absolut   ikke, at vi SKAL gøre det!

Jeg mener, kunne vi ikke oprette et statsligt støttet agentur der i pæne, men bestemte vendinger  fortæller folk med helt almindelige, kedelige liv, at de skal holde fingrene fra tastaturet, og købe et kladdehæfte i stedet. For hvem er de tosser, der helt alvorligt går rundt i troen om, at vi gider læse deres nonsens? “Hamster-blog” hedder det så rammende. Altså snik snak om hobbyer, familiemedlemmer og kæledyr. Med andre ord: varm luft om ingenting, “I dag har jeg været til badminton i to timer”. HVAD RAGER DET MIG. Med mindre du smashede så hårdt, at din modstander ikke vågnede op igen. Men var det en helt almindelig kamp, så ring til en ven, og lad være med at spilde min tid. Her mener jeg, at en anelse regulering er påkrævet. Den sorte skærm burde træde i kraft. Alternativt kunne de jo bare nøjes med at oprette et word-dokument.

“Du kan da bare lade være med at læse det”, hører jeg nogen sige. Ja - og nej. For problemet er jo, at hvis man googler “Turist på Ibiza“, så optræder bikiniindsmurte, frikadelletykke danskere i stor stil, fordi de har nævnt den spanske ø i deres online ord-diarre. Og det finder man altså nogen gange først ud af, når det er for sent. Også selvom jeg med hård hånd forsøger at styre musen udenom de blomstrede badehætter.

Det samme gælder e-butikker. Fint med nye, friske tiltag. Kreative ideer og koncepter i forretninger, der også kan benyttes efter normal lukketid. Men jeg har en ide om, at hvis der kommer flere e-butikker med økologisk børnetøj eller uparfumeret, hormontfrit kosmetik, så ender det virtuelle rum med et egentligt big bang på et tidspunkt. De kvinder burde ærlig talt finde et fuldtidsarbejde i stedet. Og gerne i den virkelige verden. For deres tanker og ideer er bestemt gode nok. Men net-ideen; den er altså opbrugt. Og hvorfor er der ikke nogen der fortæller dem det? For lige nu fylder de bare alt for meget på min fladskærm.
 

Så er udsalgspanikken over os. Som lemminger vandrer vi omkring  på udkig efter noget mere, vi heller ikke har brug for. Vi skal bare købe noget, så længe det er sat ned. Efter min bedste overbevisning er det eneste, de fleste af os har brug for hvis de tog de der skilte med “før og nu” priser og slog os rigtigt hårdt oven i hovedet, så vi genvandt fornuften. For helt ærligt, filosofien bag “Udsalgspriser” er jo at få os til at tro, at vi kan spare penge ved at forbruge endnu mere. Her følger et par gode tips til hvordan du bliver rig; ikke bare i januar men resten af året. Og de er helt gratis…

Tip nr. 1: Tab dig
Det nemmeste og sundeste du kan gøre. I stedet for at lade de ekstra kilo fra 2007 diktere en ny garderobe, så er det bare af med kiloene og på med det gamle tøj. Der sparede vi lige 6.000 kr. Og 8 leveår… Og begge dele kan vi vist nemt bruge til noget andet.

Tip nr. 2: Kvit røgen
Jeg ved det, du har hørt det før. Men 20 cigaretter om dagen koster over 11.000 kr. om året. Efter skat. Til gengæld følger rygerlungerne med helt gratis. Og morgenhosten. Og de der klamme sorte klatter, som du hoster op, når du bliver forkølet. Men holder du op, er der udover den forbedrede økonomi den sidegevinst, at du bliver meget lækrere at kysse, fordi din tjærede, ildelugtende, grå tunge pludselig bliver indbydende. Samt 10 år ekstra at kysse i. Har du tænkt over det? Og ja, jeg er ikke-ryger…

Tip nr. 3: Drop bilen
Og nej, du behøver ikke cykle. For som min datter på 6 år så nonchelant havde svaret, da hun blev spurgt om vi havde bil: “Nej! - vi kan da meget bedre lide at køre taxa” Har du regnet på, hvor mange penge du har til taxa hver måned, hvis du ikke skal betale afdrag, forsikringer og benzin? Nej vel? Du tør garanteret ikke. Og så er taxa ret behageligt. Det er faktisk vanedannende. På den fede måde.

Tip nr. 4: Sluk for fjernsynet og gå i seng
For selv om licensen er den samme er der mange fordele - du spiser mindre slik, du får mere nattesøvn og hvem ved - hvis du er heldig, og deler lagen med en du tænder på, så sparer du pludselig også træningen dagen efter. Og du taber dig, samtidig med at du går smilende og veludhvilet rundt.

Kan du se fidusen?

Af stand-up komiker Mette Frobenius

Det kommende YOYOmag har en artikel om e-kvittering.dk, hvor man kan få opbevaret kvitteringer, som fungerer som garantibeviser. Hold da op, en fantastisk ide. For hvor mange gange har man ikke desperat ledt efter kvitteringen for vækkeuret/digitalkameraet/el-kedlen, vel vidende at man bare var på tynd is, hvis den var væk. Så jeg har det fint med at lade cyberspace hjælpe mig med hukommelsen. Og mit bud er, at jeg får mere og mere glæde af en sådan service, jo ældre jeg bliver. (more…)

Skrevet af Mette Frobenius

Vores loyalitet står for skud. Intet varer evigt længere. Nogle zapper sig for eksempel lystigt gennem ægtefæller, bopæl og seksualitet alt efter vind, vejr, lyster og luner.
Andre gange er tilhørsforholdet betinget af en modydelse. For eksempel er jeg selv glødende Nokia tilhænger. Ene og alene fordi jeg er sponseret af Nokia. Gået på klingen mener jeg nemlig, at stort set alle telefoner i dag kan det samme. Men det siger jeg selvfølgelig ikke højt. Og slet ikke til sponsoren.

(more…)

Skrevet af Mette Frobenius

Der er skyllet en bølge ind over os. En “opkoblingsfri” forbandelse. Altså det, at vi nu IKKE må have vores mobil med længere, fordi det opfattes som utrendy og gammeldags. Jeg er flintrende ligeglad med den grille. Jeg har meget tid til både mand og børn i hverdagen, og har derfor aldrig forstået den der med, at fordi ferien trådte i kraft, så var telefoner og internet pludselig forbudte zoner? Helt ærligt, når jeg nu har den alligevel, så må jeg da for pokker også bruge den, eller hvad?

Før i tiden var telefonforholdene helt anderledes. Da jeg for mange lange år siden var på interrail, havde jeg lovet mine forældre at ringe hjem engang imellem. Det foregik fra telefonbokse – og altid som ”Collect Call”. Derfor er de fleste af mine ferieopkald begyndt med at jeg høre min far sige: ”Om jeg vil betale. Ja, det må jeg vist hellere”. Men det gav mening, de var glade for at høre fra mig, og jeg havde simpelthen ikke penge til de mange opkald.

Nu er mobilen næsten groet helt fast i min lomme. Til gengæld er jeg god til både at sætte den på lydløs. Og til at slukke den. Og jeg kan også opleve både børn og koncerter, uden at forevige det hele på mobilens kamera. På et tidspunkt var jeg med min bedste ven Peter i Thailand. Vi besluttede os for at trekke i bjergene i Nordthailand. Godt ankommet fandt vi en rejsearrangør, der gav os besked på at pakke en lille taske med det mest nødvendige. Jeg tog et par skiftesko, en tandbørste og lidt tøj med. Peter opfattede det med nødrationerne lidt anderledes – hans bagage bestod af et stykke sæbe, en flaske vodka og hans elskede mobiltelefon. Efter to dages hård gåtur nåede vi endelig målet, og da jeg satte mig ned, for at nyde den formidable udsigt over trætoppene, kiggede jeg over på Peter. Han så lige så euforisk ud, og jeg var glad for at kunne dele den smukke oplevelse med ham. Indtil jeg så at hans begejstring havde en anden begrundelse. Han sad og rodede med sin telefon og udbrød pludselig: ”Hey, er det ikke vildt. Der er dækning heroppe!.” Det var altså lige i overkanten. Selv for en inkarneret telefonist som mig.

Det samme gælder e-mails. Jeg er glad for at kunne bruge nettet, og at trendforskere har fundet ud af, at det eneste smarte nu er at være offline, må være deres hovedpine. Jeg har e-mail i min telefon, og det fungerer fint. Hvis jeg ikke kunne gå online, er jeg sikker på at jeg, i mine ferier i de sene nattetimer ville snige mig ned på nærmeste net-cafe, og helt syndigt sidde og surfe mens familien intetanende sov trygt. Og det er der jo ingen fidus i, vel? Så hellere være på ferie sammen. Alle sammen. Mand, børn, nettet, Nokia og så mig.