Gemmer du dine kvitteringer?
torsdag, 1. november 2007Skrevet af Henrik Sanderbo
Mon ikke de fleste af os har prøvet at lede huset igennem for en kvittering på et køb? Nu har to iværksættere fundet en elektronisk løsning på problemet: eKvittering.dk.
En dag bliver en af børnenes iPods stjålet. Måske er der indbrud i bilen, eller også er digitalkameraet gået i stykker. Forsikringen skal underrrettes. Produktet skal sendes til reparation. Vi har alle prøvet det på et eller andet tidspunkt, og fælles for alle situationer er, at det kræver en kvittering. Men hvor er den?
”Min bror Mads havde engang indbrud i sin bil, hvor der blev stjålet noget hi-fi udstyr,” fortæller Rune Pedersen, ”og det gav ham store problemer med forsikringen, fordi han ikke havde gemt alle kvitteringerne. Vi snakkede om, at det måtte kunne gøres smartere, og så udviklede vi eKvittering, hvor man får sine kvitteringer på nettet.”
