E-handel ud over alle grænser
Tekst: Henrik Sanderbo
Som det fremgår andetsteds i magasinet, så står rejser øverst på listen over, hvad danskerne køber på nettet. Og hvor går turen så hen, når den er købt på nettet? Vi har talt med DTF Travel, som er Nordens største arrangør af kør selv-ferier.
“Tyskland og Østrig har været de klassiske rejsemål, når det gælder kør selv-ferier,” fortæller kommerciel direktør Claus Jensen fra DTF Travel, som har hovedkontor i Hjørrring, “men et land som Holland er også kommet stærkt med. Og skal det være lidt mere eksotisk, er det de lidt fjernere rejsemål som Norditalien og Kroatien, der er de store hit netop nu.”
DTF Travel har specialiseret sig i onlinesalg af kør selv-ferier, og det har givet rejsebureauet en stor vækst, da netop rejser og hotelovernatninger er noget af det, vi danskere køber allermest af på nettet. Derfor er folkene hos DTF også de rette at spørge om, hvordan vores rejsevaner er.
“Da vi primært sælger rejser til kunder, der selv kører til rejsemålet i bil, er der en naturlig grænse for, hvor langt man kan lokke dem væk,” forklarer Claus Jensen. “De fleste vil helst kunne nå destinationen inden for et døgns tid, og derfor er Norditalien og Kroatien med på hitlisten. Men, men, men … der er naturligvis også nogle, der tager på eventyr lidt længere væk til for eksempel Sydfrankrig og Spanien. Det kræver blot en ekstra overnatning undervejs, som vi heldigvis også kan hjælpe dem med.”
Prisbelønnet rejsearrangør
Claus Jensen fra DTF Travel kan udtale sig med en vis vægt, når det gælder rejsevaner, for det nordjyske bureau er som nævnt Nordens største arrangør af kør selv-ferier med over 450 hoteller i Europa på menukortet. Hotellerne er som minimum trestjernede, og der er både storbyhoteller, landevejskroer og landlig idyl at vælge imellem.
“Valgfriheden og de ændrede indkøbsvaner har givet os stor medvind, men sagt i al beskedenhed mener jeg også, at vi har været gode til at udnytte online-platformen til at gøre det nemt for vores kunder at få et overblik og bestille deres drømmerejse,” mener Claus Jensen.
Det er han så langt fra den eneste, der siger, for ud over det store antal kunder og rejser, har DTF Travel også hentet E-handelsprisen flere gange. I både 2007 og i år løb bureauet med brugerprisen, og i 2005 og 2006 fik DTF Travel hhv. En tredje- og en andenplads i konkurrencen.
Enkel idé og ubrudt vækst
Det var i 1991, at Bent Jørgensen fik den enkle, men levedygtige idé at købe ledig hotelkapacitet til lav pris og sælge den videre til danskerne som kør selv-rejser. Fra en beskeden start, hvor det primært var overnatninger på danske hoteller, det drejede sig om, gik det stærkt.
I 1994 oprettede DTF Travel en tysk afdeling, og i de følgende år blev DTF Travel kåret som gazellevirksomhed af Dagbladet Børsen ikke mindre end syv år i træk. DTF Travel online er blevet en solid succes og har for alvor sendt virksomheden op i sværvægtsklassen.
Claus Jensen: “Med DTF Club og DTF Club Plus har vi udbygget relationerne med vores kunder, så de loyale kunder får mulighed for lastminute-rejser og for eksempel koncertbilletter til ekstra lave priser. Vi har også fået Best Travel, NemRejse.dk og Check Point Travel med i folden, så vi kan tilbyde krydstogter og oversøiske rejser som supplement til kør selv-ferierne.”
Det er med andre ord driftige folk i Hjørring, og med danskernes indkøbsvaner på nettet in mente, er der ingen tegn på, at udviklingen stopper her. Vil du selv se nærmere på DTF Travel, finder du dem på adressen: www.dtf-travel.dk
Overblik og fakta om DTF Travel
Nordens største kør selv-rejsebureau
Vinder af E-handelsprisen to år i træk
Samarbejder med over 450 hoteller i Europa
Populære rejsemål: Tyskland, Holland, Østrig
Fjerne rejsemål: Norditalien, Kroatien, Frankrig
Tilbyder ekstra fordele i unikt klubkoncept
