E-handel er mest for sjov og gode oplevelser
Tekst: Henrik Sanderbo
Nye tal fra Danmarks Statistik kortlægger dine vaner. Er du en typisk netforbruger, så er det alle de sjove ting, du køber online: rejser, billetter, fritid, film og musik.
Hvis du er den typiske kunde i butikkerne på internettet, er du sandsynligvis mand og har inden for de seneste måneder købt rejser eller hotelovernatninger, måske også nogle koncertbilletter og lidt tøj suppleret af et par dvd’er og nogle spil og bøger. Umiddelbart efter følger elektronik og software.
Det afslører Danmarks Statistik i en spørgeundersøgelse, der afdækker danskernes handelsmønster på nettet. Et repræsentativt udsnit på knap 4.500 mennesker på 16-74 år er blevet spurgt om deres vaner, og tendensen er klart, at e-handel dækker de sjove, interesseprægede områder.
Derudover dokumenterer tallene også, at e-handel for alvor er slået igennem: 6 ud af 10 danskere handler på nettet, og over halvdelen af befolkningen har shoppet online inden for de seneste tre måneder.
Mænd er i spidsen med 8 procent
Som nævnt fører mændene, når der skal klikkes varer i kurven på diverse hjemmesider. 57 procent af mændene har handlet online den seneste måned, mens det tilsvarende tal for kvinderne er 49 procent. Der bliver handlet online jævnt over hele landet, og alligevel er der nogle regionale forskelle.
Københavnerne køber for eksempel en hel del flere rejseprodukter end resten af landet. Nordjyder køber til gengæld mest tøj, fritids- og sportsudstyr, ligesom nordjyderne sammen med sjællænderne er de mest spillelystne på nettet. Måske du kan genkende dig selv i mønstret? Hvad her du købt den seneste måned?
Pilen peger på fortsat vækst
Der har ifølge Danmarks Statistik været en klar vækst i e-handel fra 2006 til 2007. Det er en langsigtet tendens, som man godt kan formode vil fortsætte. De danske forbrugere har indset fordelene ved at kunne sammenligne priser og produkter, handle i ro og fred om aftenen og få varerne leveret til hoveddøren.
Måske har du selv lagt mærke til, at pakkeposten har fået ekstra travlt i dit nabolag? Det er færre og færre, der sender gammeldags breve, men der bliver bragt pakker ud som aldrig før. Og det kan ikke undre: Hvorfor køre langt og mase rundt i en butik, når man kan købe det billigere på nettet og få det bragt.
Med en let omskrivning kan man bruge et kendt citat fra Hollywood-divaen Mae West. Hun blev i et interview spurgt om sin holdning til sex og sagde: “Jeg tror, det er kommet for at blive!” Det samme gælder internettet. Og i høj grad e-handel.
Se på side xx hvad kommunikations eksperten Henrik Byager mener bliver den næste store e-handel trend.
Fakta
6 ud af 10 har handlet på nettet det sidste år
8 % flere mænd end kvinder handler online
Topscorere er rejser, billetter, tøj, musik og film
E-handel i Danmark vokser støt år efter år
