Klik og vind

Den store Facebook

Tekst: Allan Bojsen, Nettips.dk

facebook.jpg

Facebook er et af de mest omdiskuterede elementer på internettet i dag, men hvad er det egentlig?

Den senere tid har budt på op til flere overskrifter, hvor begrebet Facebook optræder. Det er især i udenlandske medier, at Facebook har fundet tasterne, men nu begynder de danske internetsider også at fortælle løs om Facebook, og for den almindelige dansker kan det være svært at finde hoved og hale i begrebet. Her følger en miniguide i, hvad Facebook er og hvad det bruges til.

Minisamfund på nettet
Inden man begynder at se nærmere på den konkrete Facebook.com, er det på sin plads at introducere begrebet Web 2.0. Web 2.0 så dagens lys for et par år siden, hvor mennesket begyndte at anvende internettet på et udvidet plan. Fra at have brugt nettet til at læse nyheder og erhverve informationer om dit og dat, begyndte mennesket pludseligt at bruge nettet aktivt forstået på den måde at man udvekslede informationer med hinanden på tværs af landegrænser, sociale vilkår og jobområder. Små minisamfund (på amerikansk: communities) tittede frem, og disse minisamfund blev brugt ihærdigt til at danne netværk. Pludselig opdagede mennesket, at det ikke var så alene, som det frygtede…

220 millioner brugere på Myspace
På den kreative side var det især webstedet Myspace, som bjergtog især den kunstnerisk udøvende part af verdensbefolkningen. Skuespillere, kunstnere og musikere lagde deres profiler ind på Myspace i flæng, og i dag har Myspace op imod 220 millioner profiler i databasen, og fra at have været et udpræget amerikansk sted på nettet, er Myspace nu at finde i nationale versioner, blandt andet i en dansk udgave. Myspace opfyldte dog ikke et behov, som nogle smarte amerikanere fra Californien fandt på: et behov for at finde andre mennesker på jordkloden med samme uddannelse, job og fritidsinteresser, og i stedet for at man skulle ”drukne” blandt kreative og til tider meget ungdommelige profiler, skulle man listes op på et website med det personlige netværk i fokus. Facebook var født.

Også for præster
Sognepræster i Danmark er åbenbart med på den moderne tendens. Kristeligt Dagblad fortæller således om sognepræst Rebekka Maria Kristensen, som har en profil på Facebook. Hun bruger stedet i forhold til sine unge konfirmander. - Jeg ser Facebook som et sjovt supplement på linje med at sende smser til konfirmanderne. De unge er jo vant til at bruge internettet, så det er oplagt også at møde dem der. Det må bare ikke være det eneste, man laver som præst, siger hun til dagbladet.

Facebook er meget brugt til at dele oplevelser med hinanden. Det kan for eksempel være billeder eller videoklip, som du selv har optaget eller som du har fundet på internettet. Det kan eksempelvis også være nyttige artikler eller links, som du mener at andre ligesindede kan have glæde af, hvis de besøger din profil. Du bestemmer desuden selv, hvem der må se hvad, og hvis du føler at nogen går lidt for tæt på, kan du blokere vedkommende fra din profil.
Relevante links:

www.facebook.com

www.myspace.com
 

Skriv en kommentar