Den nære ferie
Tekst: Hannah Lund
En ny ferietrend i lavt tempo er ved at forme sig som modvægt til den uhørt komplicerede og stressede livsførelse, de fleste af os mere eller mindre frivilligt må stå model til i hverdagen. Det er Bed & Breakfast-ferien, der byder på rigtig afslapning, rolighed, nære oplevelser – og muligheden for at opdage eller genopdage Danmark. Der ikke uden grund kaldes ”Et yndigt land”!
Mine bedsteforældre blev betragtet som vilde og eventyrlystne pionerer, fordi de turde tage familien på bil og teltferie i begyndelsen af 50’erne. Uden for landets grænser: I Tyskland! Før jeg var 9 år gammel havde jeg besøgt de fleste af Europas lande. Og i dag globetrotter den vestlige verdens befolkning på safari i Afrika, daseferie i Thailand eller på Goa. Den hastigt svindende regnskov erstattes af den skov af kvalitetshoteller, der sikrer, at rejsende oplever en god og ensartet standard. Og selvom priserne er faldet, er det rejser, der kræver store opsparinger, og store forberedelser. Og man skal bare være PÅ, når man nu har brugt så mange penge og kræfter på ferien. Man kunne faktisk forsigtigt antyde, at det måske var en lille smule anstrengende at være på ferie?
Tag på den mest afslappende ferie nogensinde
Det er dér, hvor Bed & Breakfast-ferien så småt er ved at vinde terræn hos de, der er på forkant med ferietrenden. Lad mig skitsere en rigtig ferie for dig. Ferie i betydningen, at du slapper af fra din hverdag, du får skuldrene heeeelt ned, du når at sidde og stirre ud i luften mere end én gang, og – frem for alt, formålet med en ferie; du kommer udhvilet og frisk tilbage igen.
Læg ud med at pakke en lille kuffert. Det tager dig højst en halv time, for du skal på ferie i dit hjemland, og du ved udmærket, hvordan vejret er.
Har du bil, tager du nok den, men ellers bruger du toget og bussen. Og kommer frem til dit bestemmelsessted – et privat hjem, der åbner dørene for gæster, og hygger om dem, som var man kommet hjem til sine bedsteforældre som forkælet barnebarn.
Du skal ikke noget. Værterne viser dig dit værelse – troede du, at det var en skæv seng med tynd madras i et koldt og uudsmykket hummer? Prøv igen. Du befinder dig måske på en idyllisk bindingsværkgård fra det 17. århundrede eller i et Korsbæk-velholdt byhus. Der er selvfølgelig rent sengetøj på en nyredt seng, puder og tæpper, billeder på væggene, nogen gange endda en skøn udsigt.
Kend dit land
Vi er et bittelille land. Og alligevel er der mærkeligt store forskelle på de forskellige landsdele. Den jyske hede. Rold skov med kalkhulerne, hvor røverne havde hovedkvarter. Skagens spids med klaskende bølger og jetset om sommeren. Sydvestjylland med en fantastisk naturrigdom i vadehavet. Eller Nordsjælland med bølgende bakker, bøgeskove og søer. Fyn; så gennemsmuk og velholdt en del af Danmark, at man får fædrelandsstoltheden igen. Bornholm; tempelriddernes hemmelige borge, klippeformationer og en snert af udland. Og jeg har endda slet ikke taget hul på vores provinsbyer, der har historiske bygninger og områder, der emmer af flere tusinde års arbejde for at blive danskere.
Få en på opleveren!
Tris rundt i lokalområdet, lån en cykel – eller brug din bil, og tag dig bare god tid. Der er muséer, butikker, naturoplevelser, sportsmuligheder. Dine værter, som du allerede har fået dig en snak med, har hjulpet dig med at finde et par gode restauranter i nærheden – hvis du skulle være i tvivl, er restaurationsniveauet steget betydeligt de sidste 20 år, og der er i dag ikke en by med respekt for sig selv, der ikke kan servere dig et anstændigt måltid. Kom hjem til din Bed & Breakfast, måske har du fået nøgle til døren, så du kunne bruge den tid, du havde lyst til.
Hyggelig morgenmad
Når du efter en god nats søvn så småt kommer til bevidsthed, bliver det til duften af kaffe og nybagt brød. Når du er klar, kommer du ned til en morgenbuffet, der er værternes stolthed. Du ville tro, at du var på hotel – det er bare langt mere hyggeligt. Der er sikkert kun dig selv, måske et gæstepar til, som man kan sludre venligt og uforpligtende med. Og nu har du endnu en dag for dig til at lære et lille område af Danmark at kende. Når du er træt af det, læser du en bog i opholdsstuen, tager en middagslur til – eller stirrer ud i luften. Og slapper af. Helt af.
Der er mere end 2000 Bed & Breakfasts i Danmark, og vælger man den rigtige udbyder, er det nemt at finde de mange, der satser på at pusle om turister fra ind og udland. Nogle har masser af faciliteter til dine børn, andre passer perfekt til det romantisk orienterede par. De er spredt ud over landet, og derfor er de oplagte at bruge i en temaferie – cykelferie, golfferie, dyreparksferie, eller den kulturelt orienterede ferie.
Kvaliteten er meget høj, men tilgengæld er prisen lav. For at overnatte på et pænt og velholdt værelse med eget bad og en skøn morgenmad koster det alt mellem 250 og 450 kr. for det hele.
Book dit ophold på www.cosydenmark.dk
