Tøj til store og små
Leveret af: Ord til salg
Det begyndte med en god idé og en overskuelig side for babyforældre. Nu har det vokset sig større og er blevet til en omfattende shop med tøj til både børn og unge.
”Min oprindelige idé var at sælge naturlige plejeprodukter til babyer og småbørn, for jeg har selv været plaget af allergi og var opmærksom på behovet,” fortæller Anni Andersen-Sund. ”Derfor solgte jeg i begyndelsen uldtøj og Weleda naturprodukter suppleret af legetøj fra Krea.”
Navnet på hjemmesiden dækker både grundlæggerens efternavn og vareprofilen: Sund Baby. For lidt over et år siden blev plejeprodukter, uldtøj og legetøj suppleret af tøj for børn op til 10 år, og Anni Andersen-Sund blev nødt til at opgive sit revisorjob for at give e-shoppen førsteprioritet.
”Det kræver meget arbejde at opdatere en e-shop, og jeg tilføjer tit noget nyt for at holde den dynamisk. Lige nu er vi i øvrigt ved at introducere tøj til teenagere, så vores firmanavn passer efterhånden kun til mit efternavn. Men til gengæld er vi blevet lidt af et begreb på ganske få år.”
Sund Baby har også etableret butik i den fysiske verden. Det er i Skagen, og her rækker sortimentet af tøj op til 16 år under navnet Cat Walk Youngsters og Cat Walk Kids.
Se mere på www.sundbaby.dk
