Klik og vind

”Det var ligesom at starte forfra …”

Skrevet af Henrik Sanderbo

Mette Lisby tog springet til London for at lave stand-up comedy på engelsk. Det gav hende samme nervøse energi, som da hun i sin tid debuterede på DIN’s for snart femten år siden.

mettelisby.jpg

”Jeg har da været rystende nervøs for at optræde i London med live comedy på et andet sprog end mit modermål og foran et publikum med en helt anden tradition og kultur end min egen,” fortæller Mette Lisby fra sin bopæl i det østlige London.  ”Det fik virkelig samme nervøse energi frem, som da jeg i sin tid debuterede med stand-up, men jeg ville det her så meget, at viljen overtrumfede nervøsiteten.”

Viljen har da også allerede skaffet resultater. Mette har optrådt på ”The Fringe”, verdens største Comedy Festival, på Comedy Café, Komedia Brighton, Monkey Business, Electric Mouse, Comedy Tree og flere andre klubber, ligesom hun – som første dansker – er blevet optaget til comedyprogrammet ”The World Stands Up”, der bliver vist i Storbritanninen, USA og Australien.

”London har Englands største comedy-scene med massevis af klubber, hvor de bedste komikere optræder med flere shows hver dag,” siger Mette Lisby. ”Det gør det meget inspirerende at bo og arbejde her, men det er også en konkurrencepræget scene, hvor man virkelig skal have gjort sit hjemmearbejde og være klar til at forholde sig frit til sit materiale alt efter aftenens publikum.”

Grundig forberedelse før springet
Mette Lisby gjorde faktisk sit hjemmearbejde i næsten et år, før hun rykkede teltpælene op. Hun øvede sig rigtig meget, forberedte sig grundigt og gik i en skrap træningslejr for at få finesserne i sproget på plads. Når man arbejder med stand-up, skal man ubesværet kunne hoppe ind og ud af sit materiale, og så nytter det ikke, at man oppe i hovedet skal oversætte til dansk og så tilbage til engelsk igen.

”Jeg var tryg ved sproget, da jeg bosatte mig herovre, og så giver det naturligvis rigtig meget at bo her, tale sproget hver dag og få et helt andet forhold til englænderne, så jeg kan gribe fat i relevante emner, der samtidig er godt comedy-materiale. I nogle tilfælde bruger jeg da også det faktum, at jeg kommer fra Danmark, for det kan også give nogle gode vinkler i teksterne,” mener Mette.

I øvrigt har den danske komiker noteret sig, at der er flere og flere emner, der går helt på tværs af nationaliteter, for vi har mange fælles referencerammer. ”Vi ser jo allesammen Friends, og vi har en mening om USA’s præsident, global opvarmning og netdating, så der mangler egentlig ikke områder, man kan grine ad sammen.”

Mere modent comedy-publikum
Et andet fælles udgangspunkt for komik er den music hall- og varietétradition, man har i England, der ligger på linje med vores revytradition herhjemme. Det er ikke politisk provokerende stand-up som i USA, men en lidt mere rund form for humor.

”Derfor kan det godt være sprælsk, for ligesom vores revyer handler om udklædning, sjove hatte og situationskomik kombineret med sjove sange, så kan englænderne noget af det samme, og de sætter ofte trumf på med mænd i dametøj” forklarer Mette Lisby. ”Både komikere og tv-værter kan være virkelig outrerede herovre, og de er ikke sarte, selv om comedy-publikum i øvrigt er betydeligt mere modne mennesker end i Danmark. Det er ikke en ung scene på samme måde som i Danmark.”

Nu skal investeringen udnyttes
Efter flytningen til England er Mette Lisby nu ved for alvor at få landet og befolkningen ind under huden, og hun kan derfor begynde at optage flere af deres vaner og omgangsformer i sit materiale. Samtidig føler hun sig paradoksalt nok om muligt endnu mere dansk.

”Det sætter da min egen identitet i relief, når jeg optræder for folk med en anden baggrund, så mit ryk her over har da også fået mig til at tænke mere over, hvem jeg selv er,” mener Mette Lisby, ”så det er på alle måder en spændende proces for mig, og jeg er glad for, at jeg har taget chancen. Ellers ville jeg vel i mange år have gået og spekuleret over, hvad det kunne være blevet til.”

Det er en kort sagt en tilfreds, dansk stand-up komiker, der nu føler sig hjemme i London. Også selv om boligpriserne i den engelske hovedstad får de stigende boligpriser i København til at blegne. ”Det er ganske enkelt vildt dyrt at bo i den her by, men sådan er det bare, og man vænner sig til det og får også meget igen,” slutter en tilfreds Mette Lisby, der er fast besluttet på at udnytte sin investering i at prøve comedy i nye rammer.
Følg med på www.mettelisby.dk

Skriv en kommentar