Danskerne handler på nettet som aldrig før
I løbet af hele 2007 har en række medier citeret forskellige rapporter, der alle har det til fælles, at de viser, at nethandelen boomer, og at danskerne er nogle af de ivrigste brugere. Det skyldes sandsynligvis, at Danmark igennem mange år på verdensplan har været helt i top mht befolkningens anvendelse af pc’er, internet og betaling over nettet. Vi er simpelthen vant til nettet, vi er ikke skræmt af det, så hvorfor dog ikke benytte sig af gode tilbud, synes logikken at være. Fra valgkampen ved vi alle (hvis vi ikke skulle have mærket det på egen krop) at de fleste familier er stressede og i stærkt underskud af tid. Den gode nethandel rammer centralt ned i disse familiers behov – man kan flytte sit indkøbstidspunkt væk fra ulvetimen og i ro og mag udvælge, hvad man har brug for og lyst til, og få det leveret lige til døren.
Det er der så mange danskere, der benytter sig af, at man kan tale om en folkelig accept. Det er begyndt at få en række tydelige konsekvenser for dansk handel – det betyder dels, at en stadigt stigende mængde traditionelle forretninger mærker stærk konkurrence og oplever, at det er nødvendigt at etablere forretningen ikke blot fysisk, men også på nettet. Det kræver en indsats at konkurrere under nye vilkår. Det betyder også, at forbrugerne er langt mere krævende, nysgerrige og åbne for at finde den bedste handel. Det tager nemlig ikke så lang tid at søge på nettet, overvåge priser eller lignende, som det gør, hvis man skal køre rundt til fysiske forretninger!
Det hastigt styrkede handelsgen hos forbrugerne mærker QXL.dk også. Her er der tale om online-auktioner, hvor medlemmerne har store muligheder for at købe varer til under normalpris, og det har foreløbigt tiltrukket mere end 10% af Danmarks samlede befolkning, nemlig over 500.000 medlemmer, hvilket også gør QXL.dk til Danmarks største på området.
Antallet af handler stiger hele tiden, og de flittigst brugte kategorier er Alt til hende, Alt til boligen, Ure, smykker & sten, Computer & IT, Børn & Baby og HI-FI, TV & Video – for en stor dels vedkommende hverdagens forbrugsgoder. Men en interessant konsekvens af den stigende nethandel er, at også special-områder styrkes på sitet – sandsynligvis på grund af en kombination af funktionel teknologi og mange potentielle købere, som er karakteristisk for store spillere, der har været på markedet i længere tid.
Et eksempel er dansk design, der jo med rette har et fremragende ry verden over. Det kan tage tid, før vi husker at anerkende vores egne, men selv i Danmark er klassikerne meget eftertragtede og ikke blot blandt de få feinschmeckere. På QXL.dk, der i høj grad er folkets online auktionssted ligger der mange danske designartikler, og der er meget stor interesse og vilje til at betale for de autentiske varer. For nylig er solgt en meget omfattende samling af gamle Kay Bojesen figurer – abe, kanin, søpapegøje, bamser, gravhunde, elefanter, zebraer og meget mere for over 22.000 kr. Det skete samtidigt med auktioner på en helt ny Arne Jacobsen Svanen-stol, en brugt Wegner sovesofa, to brugte og sjældne Wegner-lænestole nr. 501 fra 70’erne. Hvorfor lige på QXL.dk – frem for på auktioner, der er målrettet denne type vare?
”Jeg har valgt at sælge på QXL.dk, fordi jeg igennem nogen tid har holdt øje med de forskellige auktionssteder og fulgt salgene. QXL.dk giver stabilt gode salgspriser, og har det mindste gebyr og mindst muligt besvær for mig som sælger. Og så når jeg ud til flest muligt, det er der en god chance for med 500.000 medlemmer. Jeg har testet stedet med en anden Kay Bojesen-ting, en hund, og jeg fik den rigtige pris. Jeg tror, at varens kvalitet snarere end ekspertvurderinger sikrer mig et godt salg”, siger Anne Kirstine Bergmann, der solgte Kay Bojesen-samlingen.
Udtalelsen tyder på, at der endnu en gang sættes skub i nethandelspladserne, der sjældent har kunnet hvile på laurbærrene. Nu er forbrugerne blevet vænnet til at se netbutikker, og man lader sig ikke imponere, blot fordi det kan findes på pc’en. Udviklingen har nemlig også stillet krav til forbrugerne om et øget vidensniveau, og nu, hvor det er til stede, skal der være noget at komme efter – brugbar og smart funktionalitet, gode varer og gode priser – markedskræfterne regerer, som de altid har gjort de.
