Uhåndgribelige eventyr
Skrevet af Jette Aaes / Foto: Dasburo.
Det er ikke kun i USA, at drømme bliver til virkelighed. I Danmark begyndte de tre danske brødre Ulrich, Thomas og Lars Cort Hansen i 2001 at sætte deres idéer i system til, hvordan man på en hurtig og overskuelig måde kan bestille takeaway mad over nettet. Det blev til etableringen af firmaet E-takeaway, som i dag har aftaler med godt 250 restauranter og hver dag formidler bestillinger af mad i landets største byområder til sultne danskere, der benytter sig af brødrenes hjemmeside.
Kort efter lanceringen i 2003 udviklede konceptet sig. ”Vores udvikling er baseret på kundernes ønsker. Derfor etablerede vi firmaaftaler med kreditordning og et bonuspoint-system. Men efterhånden som vi også fik lavet aftaler med restauranter, der ikke selv varetager madudbringning, indså vi nødvendigheden af at etablere en udbringningsservice med egne biler”, forklarer Thomas Cort Hansen. Koncepter kræver grundig forberedelse.
Siden lanceringen af E-takeaway er omsætningen vokset med 50% hvert år, og selskabet har rundet en omsætning på 10 mio. kr. om året. Ifølge Thomas Cort Hansen er nøglen til succes grundig forberedelse af koncept og idé før lanceringen. - Vi brugte halvandet år på at udvikle konceptet, programmere software til at klare opgaven, lave aftaler med restauranter og sikre os, at alt fungerende, før vi var klar til lancering. I det hele taget er grundig forberedelse, valide markeds- og brugerundersøgelser og et fuldt detaljeret forretningsplan en væsentlig forudsætning for innovative koncepter. - For mange investorer er det nemmere at forholde sig til et konkret innovativt produkt. Man kan afprøve produktet og måske vurdere, om man selv eller andre vil have gavn af det. Når du skal sælge en ikke konkret idé, et koncept, skal der omgående foreligge konkret dokumentation omkring forventet cashflow og vækstmuligheder, vurderer Thomas Cort Hansen.
Brødrene Cort Hansen indså i det hele taget hurtigt, at de på trods af grundig forberedelse var på mission impossible hos eksterne investorer i forbindelse med lanceringen af E-takeaway: ”Vi begyndte planlægningen nøjagtig som dotcom-boblen bristede. De fleste investorer holdt sig helst langt væk fra e-business idéer, der pludselig blev betragtet som varm luft og flyvske tanker. Vi henvendte os til en række standard kapitalfonde, og alle vendte tilbage med besked om, at vi ”havde en glimrende idé, men at de gerne ville kontaktes igen om et par år, når idéen havde vist sig bæredygtig”. Pæne afvisninger, som vi selvfølgelig ikke kunne bruge til noget. Investorerne var simpelthen bange for at røre e-business, fortæller Thomas Cort Hansen.
Herrer i eget hus
Anderledes så brødrenes forældre på sagen. De besluttede sig for at medvirke til finansieringen af sønnernes projekt. - Det var en privilegeret situation, der samtidig har været med til at give os frihed. Vi har derfor uafhængigt af andre løbende selv kunnet beslutte at reinvestere og videreudvikle vores koncept. En strategi der betyder, at E-takeaway nu ikke er så langt fra visionen om at gøre konceptet globalt.- Vi har tidligt investeret i domænenavne og varemærkerettigheder,
ligesom vi har købt fuldt råderet over softwaresystemet, så vi ikke skal betale nye og dyre licenser på nye markeder, forklarer Thomas Cort Hansen. Dermed er vigtig økonomi og jura på plads for at danske E-takeaway i fremtiden kan mætte munde via nettet på globalt plan. Til det projekt skal vi måske ud at søge ekstern kapital. Men til forskel fra tidligere står vi formentlig langt stærkere, fordi vi har bevist, at vores tanker og vores systemer holder vand.
