Klik og vind

Chat med større tryghed

Skrevet af Ord til Salg

 boern1.jpg 

Ser du nogle gange dit barn over skuldrene, når der bliver chattet på nettet? Og har du af og til været lidt utryg ved, hvem der er i den anden ende? Så er der nu hjælp at hente med en ny mærkningsordning.

Internettet er et fantastisk medie for kommunikation mellem mennesker. Det gælder for voksne, både på jobbet og i fritiden. Og det gælder i særdeleshed for børn og unge, der sms’er og chatter i et imponerende omfang og med lynets hast. Men hvem er det lige, de har kontakt med ude i cyberspace?

Man kan ikke altid være sikker på, at den man kommunikerer med, er den som personen udgiver sig for at være. Og desværre er det ikke alle, der har reelle hensigter. Derfor har FDIM, Foreningen af Danske Internetmedier, i samarbejde med Red Barnet, politiet, IT- og Telestyrelsen, organisationer og chatudbydere formuleret et fælles kodeks, der danner grundlag for en ny mærkningsordning.

Nu kommer ChatCheck!

Det nye kodeks udstikker præcise retningslinjer for, hvordan man som chatudbyder skal forholde sig med henblik på eksempelvis logning af data. Hvis man forpligter sig til at overholde retningslinjerne, kan man bruge chatmærket ChatCheck på for eksempel chathjemmesider for børn. Og det ser de ansvarlige som en positiv udvikling.

”Mærket er ingen garanti for, at der ikke sker kriminelle handlinger på hjemmesiderne, men kombinationen af øgede informationer og fælles retningslinjer for chatudbyderne er et vigtigt skridt fremad,” siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet, som har deltaget i arbejdet med at udforme chatkodeks.

”Det vigtigste i dette initiativ er dog, at der nu er skabt et forum, hvor der løbende kan foregå en debat af standarden blandt chatudbydere, og hvor forbedringer af standarden umiddelbart kan effektueres gennem regulering af chatmærkeordningen,” fortsætter Kuno Sørensen.

Hurtigere efterforskning

I praksis fungerer den nye mærkningsordning – ChatCheck – som nævnt på den måde, at udbyderne forpligter sig til at overholde en række krav:

Udbyderen skal have maskinel overvågning af chatten døgnet rundt

- Udbyderen skal automatisk lagre og i ét år gemme chat-tekster, billeder, profiloplysninger

- Udbyderen skal have en anmeldeknap, hvor barnet kan anmelde en anden bruger i tilfælde af mistanke om kriminel eller uetisk adfærd

- Udbyderen skal have en “sortlistnings”-funktion, så barnet kan lukke af for uønsket kommunikation fra andre brugere

Hensigten er, at chatmærket vil virke præventivt, når politi og myndigheder på den måde kan se chattrafikken efter i kortene. Og skulle der ske krænkelser, letter det efterforskningen, at der er et godt datametariale at gå ud fra.

Parterne bag ordningen har store forventninger til, at de nye retningslinjer vil slå igennem, for der er fokus på tryghed for børn og unge på nettet. Med ChatCheck får både børn og forældre nemmere ved at se, hvilke udbydere der sikrer deres brugere bedst muligt, og det får selvsagt betydning for, hvilke sider man vælger.

Der er nedsat et chatmærkeudvalg, og de er blevet enige om en ansøgningsprocedure for udbydere af chatsites og communities, der fremover vil benytte mærket.

www.chatmaerket.dk

Skriv en kommentar